Afløbsriste, afvanding og fedtudskilning til nybyggeri
ACO leverer løsninger til Nicolinehus i Aarhus Ø
ACO har leveret en række produkter til det nybyggede Nicolinehus på Aarhus Ø, et nyt byområde ved havnefronten i Aarhus. Nicolinehus, tegnet af arkitektvirksomheden AART, er inspireret af Aarhus midtbys gamle karréer med de karakteristiske og robuste røde teglsten. ACO har bidraget med afløbsriste til brusenicher, udendørs afvandingsrender og fedtudskillere.
Indendørs afløbsriste til brusenicher
ACO leverede 368 stk. ACO ShowerDrain-waveriste og 104 stk. almindelige afløbsriste til baderum i ejerlejlighederne, da flere af dem har to afløb. I samarbejde med rådgiverne blev der fundet de rette mål, der passede ind i brusenicherne. ACO var i direkte kontakt med NCC, totalentreprenøren på projektet, samt diverse rådgivere for at sikre, at de bedste løsninger blev valgt ud fra de specifikke behov og udfordringer.
Udendørs afvanding
Når det gjaldt udendørsarealerne, skulle der tages hensyn til belægninger og den type trafik, der ville være på de pågældende områder. ACO leverede cirka 540 meter V100 Civicline med galvaniserede maskeriste Q+ rundt om hele facaden i stueplan. Derudover blev der lagt 300 meter riste i to gårdrum samt en V150G støbejernsrist, der kan tåle tung trafik som varebiler.
Facadeafvandingen leder regnvand væk, så der ikke samler sig vand på overflader som fortove og gårdrum. De mange meter afvandingsrender betyder også, at der kan ledes mere vand væk ved skybrud.
Fedtudskillere til kælderen
ACO leverede også fem fedtudskillere af typen Lipujet, der er opstillet rundt om i kælderen. Disse fedtudskillere, som kan håndtere ti liter i sekundet, er fritstående og blev installeret efter byggeriet var afsluttet. Fordi de er fritstående, var det ikke nødvendigt med gravearbejde i kælderen, og de kunne installeres forholdsvis nemt af VVS’erne.
Fedtudskillerne bruges af Føtex Food og de øvrige restauranter samt markedshallen i Nicolinehus. Der er lavet en serviceaftale med ACO om et årligt tjek og vedligehold af fedtudskillerne, herunder tømning og rengøring efter behov.
Samarbejde og kvalitet
Steen Brandt, projektkonsulent i ACO, udtaler: "Begge vores store produktgrupper er repræsenteret i Nicolinehus, da vi både har stået for de udvendige riste til afvanding og de indvendige i baderummene." Samarbejdet med NCC og rådgiverne sikrede, at de rigtige produkter blev leveret og installeret, hvilket resulterede i et gnidningsfrit forløb og høj kvalitet i løsningerne.